søndag den 7. oktober 2012

SØNDAG I ZOO





I dag har været en fantastisk dejlig søndag. Jeg har tilbragt den første del af den under dynen og anden del på udflugt i København. Min veninde og jeg cyklede ud i det blæsende begyndende efterårsvejr omkring tidlig eftermiddag. Vi havde i et par dage snakket om søde dyr i for små bure og da vi i dag trodsede doven søndagsstemning og endelig tog af sted mod Københavns zoologiske have, glemte vi, at dyrene måske er lidt manisk rokkende og nød, at de var der og at vi havde mulighed for at se dem.
Det var en dejlig ting at være blandt ivrigt skrigende toårige, der ser elefanter for første gang - så føler man sig ligeledes lidt jomfruelig i vilde dyr. Generelt bliver jeg enormt opløftet og glad, når søndag kan bringe noget godt og da vi efterfølgende flottede os på restaurant med buffet, var søndag blevet god for good. Hvordan forsøger I at få noget ud af jeres søndag?
Det er lidt svært at tage fine billeder ind gennem tremmebure og store træer, og selv i  regnskoven gav det problemer, da luftfugtigheden var på 94 %, men i sidste ende er alle billeder af dyr jo søde og fremmer åbenbart koncentrationsevnen - se selv her. Oplevelsen var altså en smule skolerelateret og nu, hvor jeg går ind i en uges ferie (med kun en smule eksamensskrivning) er jeg stolt af, at søndagen så har fremmet min koncentration - jeg vil koncentrere mig om fritid.
Lige nu glæder jeg mig enormt meget til et par dage i Århus ved en veninde og en efterfølgende tur til Sønderjylland til mine forældre. Der kommer helt sikkert et par ferie-indlæg fra min DK-tour.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar